Det kongelige Frederiks Hospital, hvor Lassen Ricards domicil er beliggende, er især resultatet af to store arkitekters virke. Således er det centrale firlængede anlæg med de to midterpavilloner skabt af hofbygmester Nicolai Eigtved 1701-54, mens de fire forbygninger imod henholdsvis Bredgade og Amaliegade er værker af generalbygmester Lauritz de Thurah 1706–59. Man ser ofte i litteraturen, at de to beskrives som dødsfjender. Det er imidlertid en overdrivelse, men de to repræsenterede hver sin holdning til det at bygge. Eigtved var den mest moderne, for han havde under sin læretid som løjtnant i det militære bygningsvæsen i Sachsen fået smag for den nyeste stil i arkitekturen, rococo’en. Det var tro imod denne, at Eigtved i årene 1751-54 opførte det centrale anlæg med de lave længer omkring de to midterpavilloner med deres karakteristiske helvalmede tage. Ved sin død i sommeren 1754 var der planer om at opføre de fire forbygninger, ikke som Eigtved havde planlagt fra begyndelsen i én etage, men nu af pladshensyn i to. Det blev Thurah, der som nytiltrådt generalbygmester kom til at føre disse ud i livet. I modsætning til Eigtved havde han på sin store dannelsesrejse fattet interesse

for den store stil i bygningskunsten, der havde rødder tilbage til Peterskirkens arkitekt, Michelangelo, og nåede sit zenith i barokarkitekturen fra 1600– og begyndelsen af 1700-tallet. Derfor fik forbygningerne en form, som adskiller sig væsentlig fra det centrale hospital. Det har – for at bære vand til historien om fjendskabet – været hævdet, at førstnævnte knuser Eigtveds spinkle anlæg. Det er ikke rigtigt. Thurah har med sine lidt mere massive huse med deres mansardtage skabt en virkningsfuld kontrast til Eigtveds elegante karré og dermed opnået, at det samlede anlæg blev præget af en af de store kvaliteter ved barokken, sansen for kontraster og disses virkningsfulde samspil. En anden sag, som Thurah mestrede, var at føje bygninger sammen ved hjælp af rækværk og gitre. Mesterskabet illustreres af den prægtige skærm, som han skabte, både mod Bredgade og Amaliegade. Den kendetegnes af smukke murede piller med sandstensvaser og våbencartoucher, forbundet af elegante jerngitre.

___

Tekst: Claus M. Smidt, kunsthistoriker mag.art.

Foto: Jens Markus Lindhe

Glædelig jul og
godt nytår

Hvor går Amaliegade hen en aften i december? Selv de almindeligste ting fremstår i et fortryllet lys, når gadelamperne bliver tændt, og stråler inde fra palæet, som engang var Frederiks Hospital. Det er i alle vinduer – og kommer fra julen.

Men hvor kommer julen fra? Alle steder, og Sankt Nikolaus var klædt i grønt og stammer fra Tyrkiet. Julemanden blev til den runde, røde skikkelse med hvidt skæg og solgte Coca-Cola i USA, inden han faldt ned gennem skorstenen i Danmark.

Hvad med juletræet? Det er importeret fra Tyskland – og det er traditionen med levende lys også. De blev tændt på et træ i København hos familien Lehmann i 1811. Brandsprøjterne blev tilkaldt for at slukke ilden.

Vi står foran træet og synger ”Stille Nacht, heilige Nacht” uden at vide det. Og det første vi tog til os fra Tyskland efter Anden Verdenskrig, var julekalenderen, der blev trykt i Familiejournalen: ”Adventskalender”.

Halmbukken dukker op fra Sverige, og når vi løber gennem stuerne og synger ”Nu er det jul igen”, er det lige så svensk som Santa Lucia optoget med bruden, der bærer lyset frem den trettende december.

Vores jul samler hele verden, og højtiden minder os om, at vi kun er til i kraft af hinanden. Vi tænder lysene på træet sammen. Det er vores liv med hinanden, som går gennem alle ritualer og fylder kræmmerhusene med følelser og giver gaverne mening.

Det er den jul, som kommer fra det gamle palæ, hvor Lassen Ricard har hjemme, og lyser vinduerne op om aftenen i december.

___

Tekst: Knud Romer

Foto: Jens Markus Lindhe

Glædelig jul og

godt nytår

HISTORIENS GAVER

Der er tid – og der er højtid. Den ene går fremad med uret og forsvinder uden at vi tænker over det. Den anden vender tilbage og gentager sig år efter år med andagten og erindringen: historien.

Her handler det ikke om at få tiden til at gå – tværtimod, jo mere tid man giver sig, desto mere får man - og dvæler man ved tingene, åbner de sig som julegaver.

Man kan blive ved med at pakke dem ud, og sådan er det også med kobberstikket på væggen hos Lassen Ricard. Det viser rytterstatuen af Frederik V, som står lidt nede ad gaden og rummer et stykke af verdenshistorien midt i Frederiksstaden.

Kobberstikket er trykt i Paris 1770 – og et hovedværk i dansk grafik. Det blev udført af Johan Martin Preisler, der bragte det bedste fra kunstnerfamilien i Nürnberg og karrieren i Frankrig med sig til Danmark.

Selve rytterstatuen på Amalienborg Slotsplads er et værk af Jacques-François-Joseph Saly. Han var sin tids største hestebilledhugger og ankom fra Frankrig til København i 1753.

Det tog fjorten år at fuldføre den i atelieret på Charlottenborg – og 1764 ankom så datidens fineste bronzestøber, Pierre Gors, som også var franskmand. Han fik taget slået ud i det gamle kanonstøberi til en større ovn – og fire år senere var det endelig så vidt.

20.000 kilo smeltet bronze blev hældt i støbeformen. Det tog tre minutter – og to dage for 200 matroser at trække den 22 tons tunge statue på en slæde fra Kongens Nytorv til Amalienborg slotsplads.

Den endte med at koste mere end de fire Amalienborgpalæer tilsammen – og hvem betalte? Det gjorde Det Asiatiske Kompagni, der ikke mindst blomstrede på grund af samhandlen med Kina – og hvis præsident var overhofmarskal under Frederik V og lensgreve fra Mecklenburg: Adam Gottlob Moltke.

Statuen blev opført i anledning af den oldenborgske slægts 300 års jubilæum for overtagelsen af tronen i Danmark: et europæisk fyrstehus med oprindelse i Nordtyskland.

Sådan mødtes øst og vest, nord og syd på tværs af grænser og nationer for at skabe en af verdens fineste rytterstatuer.

Der er altid mere i det, end man lige havde forestillet sig - og man kan gå forbi kobberstikket på væggen eller give sig tid til historien. Det er den, som sætter tingene i bevægelse og giver dem liv – og Frederik V rider af sted.

Alting er en gave og beriger en, hvis man gør sig umagen at pakke den ud. Det er op til os selv, hvad der ligger under træet. 

___

Tekst: Knud Romer

Foto: Jens Markus Lindhe

GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR

PÅ VEJ IND I OKSENS ÅR 2021

Der hænger et kinesisk kunstværk på endevæggen af Lassen Ricards konferenceværelse. Det skal minde os om en verden, som er større og rigere og forunderligere end lige uden for vinduet. Hvem er vi? Ifølge den kinesiske kultur er vi rotter, hunde og okser alt efter det år, vi er blevet født - og det blev afgjort i det fantastiske dyretegnsløb. Jadekejseren besluttede sig for at være vært for alle dyrene i verden. De første tolv i væddeløbet ville blive optaget i dyretegnskredsen. Dengang var rotten og katten gode venner. De besluttede at hoppe op på oksen og krydse floden sammen. Midt på floden flyttede rotten sig pludselig længere op på oksen - og skubbede katten ned i floden. Da oksen og rotten nærmede sig mållinjen, sprang rotten ned foran oksen og kom først. Oksen var for venlig til at bekymre sig om det. Til gengæld nåede katten slet ikke i mål - og den hader både vand og rotter siden. De tolv dyr, der blev optaget i dyretegnskredsen, var: Rotten, oksen, tigeren, kaninen, dragen, slangen, hesten, geden, aben, hanen, hunden og grisen. De repræsenterer hver et år i den kinesiske kalender i en cyklus på tolv år. I den kinesiske kultur er mennesket forbundet med naturen som en enhed. Og vi hører til et bestemt dyr afhængigt af måneåret, man er født.

Den kinesiske kalender er en lunisolarkalender, som kineserne stadig bruger til markering af traditionelle helligdage som netop det kinesiske nytår. Den blev indført for 3.000 år siden under Xia dynastiet, og næste år begynder nytåret fredag, den 12. februar - og det er … oksens år. Så hvis du er født i 1949, 1961, 1973, 1985, 1997 eller 2009 eller bliver født i 2021, har du samme egenskaber som oksens. Det er fornuftige mennesker, seriøse, karakterfaste og besindige. De handler efter deres egne ideer og evner, som ikke bliver forstyrret af andre. Før de handler, har de gennemtænkt det omhyggeligt. De skelner klart mellem rigtigt og forkert og handler i overensstemmelse med reglerne. De er blide og venlige, idealistiske og ambitiøse og viser stor interesse for deres familie og arbejde. De har et rigt følelsesliv, hvor kærlighed og had er adskilt, og de er succesfulde. Hvem der bare var en okse. Men alle dyr har deres kvaliteter og egenskaber - og det bliver alles tur i den kinesiske dyrekreds. Og katten? Den er sin egen

___

Tekst: Knud Romer

Foto: Jens Markus Lindhe

GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR

 

LIVET I FIGURER

Kig op på himlen en frostklar nat. Du forsvinder i myriader af stjerner. Det er først i det øjeblik, vi forbinder dem til figurer og skaber orden, at de giver mening: Stjernebilleder og historierne om dem, mytologier.

Gavlrelieffet på det tidligere Frederiks Hospital, hvor Lassen Ricard har sit domicil, er lige som stjernehimlen.

Du ser en kvinde med vinger og flammer i håret og en anden med en due på sin hjelm. Et lam på en bog. Nøgne, buttede børn – et par i omfavnelse, puttier - og der ligger en bispestav, en bispehue, en alterkalk, en alterdisk, en alterkande spredt omkring dem som en ruinhob, slidt og forvitret af tid.

Det er en allegori. Og hvis man kender sin kunsthistorie, kommer man måske til at tænke på Albrecht Dürer: Melancholia I.

Her sidder en dyster, bevinget kvinde med hovedet i hånden og stirrer på et landskab, der er overstrøet med ting, geometriske og alkymistiske symboler - og en stige fører ud af billedet på melankolien over katastrofen: Meningstabet.

Historien er borte, og tilbage er ene og alene bevidstheden om, at tingene ingen betydning har i sig selv. Vi er selv ikke andet end ting blandt ting, som ingenting betyder: Et uforståeligt gavlrelief.

 

Men sådan har det altid været – og illusionsbruddet behøver ikke at være tragisk, men giver mennesket sin rette plads i universet.

Det er ikke enden på historien – det er begyndelsen - og vi er kilden til betydning og indstifter den og lever vores liv i en munter videnskab med uendelig kreativitet og skaberkraft: Allegorier.

En gammel kilde fra 1840 betegner kompositionen på gavlrelieffet i Amaliegade som Visdom, Gudsfrygt, Vindskibelighed og Menneskelighed. Det er et evangelie, som giver noget at leve op til.

Glædelig jul!

___

Tekst: Knud Romer

Foto: Jens Markus Lindhe

GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR

Barok

Det er barokt! Det er en sætning, der både kan opfattes som en kritik, en ros og en beskrivelse af en stilart – den stil, hvori også Lassen Ricards domicil (en del af det tidligere Frederiks Hospital) er bygget. Barokken spændte vidt. Den kunne være dramatisk, afdæmpet, et orgie af farver; virtuost illusionistisk og betagende monumental. Tidsmæssigt strakte den sig fra 1500-tallets midte til 1700-tallets slutning, geografisk bredte den sig over hele Europa og videre til Latinamerika. Den har efterladt sig mængder af sjælsmættede malerier, livfulde skulpturer, blændende bygninger og forædlede haver med alléer og spejlbassiner. Barokkens langlivede popularitet skyldes, at denne stil talte til både følelser og intellekt; den vakte en intuitiv forståelse og gav genklang overalt. Den kunne blive så overdådig, at den blev outreret. Men den blev aldrig ligegyldig. Derfor blev den også et usædvanligt godt redskab for magthavere, der ønskede at manifestere sig selv og deres magtområde. I barokkens tid var det almindeligt anerkendt, at kunst var det udadrettede udtryk for éns formåen.

Kunne man mønstre en storslået kunst, måtte man besidde tilsvarende kvaliteter på alle andre områder. Dette forhold blev med stort held udnyttet af blandt andet lederne af den katolske Kirke, af Louis XIV af Frankrig og af Frederik den 5. gennem den bygning, som i dag er Lassen Ricards domicil. Den imponerende, umiddelbart anskuelige, barokke kunst var en vigtig brik i datidens politik.  

___

Tekst: Ulla Kjær, dr. phil., museumsinspektør / seniorforsker ved Nationalmuseet

Foto: Jens Markus Lindhe

Glædelig jul

og godt nytår

Foto: Jens Markus Lindhe

Foto: Jens Markus Lindhe

JULEENGLEN OVER AMALIEGADE 31

Der er trængsel på fuglebrættet. Du kan tegne hjerter i dit åndedræt på den kolde vinduesrude. Før du ved det, kommer julen, og sneen falder pludselig. Alt er stukket ud i brune kager, kagemænd og kagedamer, stjerneskud. Der dufter af kanel, og englene drejer rundt og klinger i lysestagen. Far har kysset mor i nissehuen.

Julen er noget af det smukkeste, vi har fundet på, og den findes ingen andre steder i universet end her. For vi lever i en verden, som vi selv har lavet. Himlen over os er vores egen og skabt af vores forestillinger om, hvem vi er, og hvor vi er, og hvad det er, der sker – mytologi, religion, historie, naturvidenskab: Eventyr.

Måske er det derfor, at det føles, som om nogen deroppe holder øje med os, og når vi sætter stjernen på toppen af træet, er det børnenes fest. Jesusbarn i krybben lå – det er det første, vi oplevede i vuggen – og mor og far kiggede ned. Det var det tryggeste sted og en rede, hvor du hørte hjemme. De passede på dig og gjorde verden lille. Den var din.

 

Livet er en gave pakket ind i uendeligt papir. Du kan blive ved med at pakke den ud og når aldrig til enden. Vi er en gåde for os selv, og juleaften bliver det bedste i os – din sødeste tand, din smerteligste længsel, og alt det, du kunne ønske dig – til en engel.

Du kan ikke se den. Det er den, som ser dig og blinker tilbage fra Paradis.

___

Tekst: Knud Romer

GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR

STJERNEN OVER FREDERIKSSTADEN

Når det bliver mørkt, og julen nærmer sig, lyser en stjerne op over Frederiksstaden i København - du kan se den lige dér over palæet i Amaliegade 31. Det er Ilia Fibiger. Hun fulgte idealer, der var højere end hende selv, og gjorde det utænkelige for en borgerlig kvinde fra embedsstanden i 1854. Hun flyttede ind som plejemoder ved Frederiks Hospital.

Det var det sidste sted i verden dengang, hvor man ikke kom hen for at blive rask, men for at dø. Hun tog sig af vågekonerne og patienterne – de fattige og udstødte – og reformerede forholdene med en opofrelse, der nærmede sig selvdestruktion.

Ilia Fibiger blev Danmarks første sygeplejerske, og hospitalsvæsenet udviklede sig til det, vi kender i dag. Hun var vores Florence Nightingale og tændte et lys i mørket, der stadig spreder det virkelige julebudskab:

At livet er en gave, og meningen med det er at give og give sig hen som den stjerne, der skinner over Frederiksstaden.

___

Tekst: Knud Romer

Forsidefoto: Jens Markus Lindhe

GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR

To børn står mellem pavillonerne mod Amaliegade og ser ind på Det kongelige Frederiks Hospital. De ser friske og glade ud, heldigvis, for hvis de havde været syge, havde hospitalet ikke været et sted for dem. Det kongelige Frederiks Hospital blev indviet i 1757 som det første egentlige hospital i Danmark. Det var en markant del af den nye bydel, Frederiksstaden, der blev anlagt som en fejring af den oldenborgske slægts 300 års jubilæum. Hospitalet var af samme grund planlagt til at rumme 300 syge, og målet var at kurere arbejdsduelige personer. Børn under 7 år, personer med kroniske sygdomme og affældige havde ikke adgang.

Hvad gjorde syge borgere, før hospitalet blev opført? Lægeuddannelsen var veletableret, men af svingende karakter. Der var kun få læger, og der skulle betales for lægebesøg. I praksis var det forbeholdt den velstillede del af befolkningen, og både konsultation og behandling foregik i patientens hjem. De fleste måtte dog klare sig med hjælp fra familie, venner eller kloge mænd og koner.

Det var en grundlæggende opfattelse, at sygdom skyldes ubalance mellem de fire kropsvæsker; blod, slim, sort og gul galde. Lægernes behandling til at rette op på ubalancen var henholdsvis åreladning, kopsætning og påsætning af igler, varme omslag med grød eller plastre med spansk flue, amerikansk olie eller lavementer og forskellige brækmidler. Mange læger mente, at kroppen selv skulle overvinde sygdom, og at behandlingen kun skulle understøtte den naturlige heling.

Det er der sikkert mange patienter, der ubevidst har været taknemlige for. Listen over de råd, som gode venner og kloge mænd og koner kunne tilbyde, er lang og opfindsom. Det har ikke altid været sjovt at lægge krop til, og resultatet kunne blive fatalt.

Det kongelige Frederiks Hospital kunne i starten ikke tilbyde en ny og bedre behandling, men patienterne fik pleje og de mest fantasifulde kure kunne undgås. Indlæggelsen på hospitalet gav lægerne mulighed for at følge patienterne tæt. Lægerne fik ny viden og erfaring med sygdommenes forløb og resultaterne af behandlingen. Hospitalet skabte grundlaget for den kliniske udvikling, der har været en afgørende del af udviklingen frem mod vore dages sundhedsvæsen.

Til venstre for de to børn på billedet ligger barokpalæet, der var en del af Det kongelige Frederiks Hospital, og som i dag er domicil for Lassen Ricard. Ion Meyer, vicemuseumschef, samlingsleder, Medicinsk Museion

___

Tekst: Ion Meyer, Vicemuseumschef, samlingsleder, Medicinsk Museion

Foto: KØBENHAVNS MUSEUMS BILLEDARKIV

GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR

Søren Kierkegaard 200 år

AT VÆRE DIG SELV NÆRVÆRENDE

I år er det 200 år siden, Søren Kierkegaard blev født i København, den by, han elskede – og til tider hadede. Han endte sit korte liv i en alder af 42 år på det gamle Frederiks Hospital, som lå der, hvor Lassen Ricards domicil i dag har til huse i Amaliegade. Dog nåede Københavns filosof at skrive et værk, der har været skelsættende i den globale tænkning. Mange af skrifterne bærer præg af, at han var bymenneske, en moderne mand, der følte sig hjemme i storbyen.

Men han elskede også at tage på landet og opleve naturen. Det kommer blandt andet til udtryk i de opbyggelige taler, hvor en af de mest komplekse moderne tænkere fremhæver den enkle, umiddelbare glæde over at være i live, at være til i øjeblikket, eller som han kalder det: “at være dig selv nærværende”:

“Du skal lære Glæde af Lilien og Fuglen. Lær af dem at blive Dig selv ganske nærværende. Betænk, at Du blev til, at Du er til, at Du ‘idag’ faaer det Fornødne, at Du kan see, at Du kan høre, at Du kan lugte, at Du kan smage, at Du kan føle; at Solen skinner for Dig – og for Din Skyld; at, naar den bliver træt, at saa Maanen begynder, og at saa Stjernerne tændes; at det bliver Vinter, at hele Naturen forklæder sig, leger fremmed – og for at fornøie Dig; at det bliver Foraar. Hvis dette ikke er at glæde sig ved, saa er der Ingenting at glæde sig ved.”

___

Tekst: Brian Söderquist, Ph.D. i teologi

Foto: Jens Markus Lindhe

GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR

De forbipasserende

Tiden går og går, og vi går med og tænker ikke over det, indtil noget får os til at standse op: Palæet på Amaliegade 31. Det er svært at gå forbi. Og sådan er det med historiske bygninger. De står på stedet og bryder ind i tid og rum og forvandler alting omkring sig. Man føler sig flygtig og forgængelig over for husene, som har været der før os og vil være der efter os, og pludselig blæser der visne blade gennem de tomme gader.

Marcus Aurelius sagde, at tiden er begivenhedernes flod, en rivende strøm. Nu er det her, og nu er det ikke mere og noget andet og nyt. Fornyelsen og forskellen i en fremadrettet udvikling – den lineære tid: Historien, som vi forestiller os den i dag.

Men en gang om året vender vi tilbage til forhistorisk tid, hvor tiden står på stedet, og alting går i ring. Hvor det ikke handler om fornyelsen, men om fortiden og traditionen. Den cykliske, rituelle tid, hvor gentagelsen og identiteten hersker, og det er det samme om og om igen: Julen.

For et kort øjeblik er vi behersket af noget, som er større og mere omfattende end os selv, og vi er del af den samme historie og ens – gamle og unge, døde og levende – dem, som kom før os, og dem, som kommer efter os. Det er sådan, som det altid har været.

Palæet på Amaliegade 31 bliver stående, og vi er de forbipasserende og går ind i historien gennem døren til det, som engang var Frederiks Hospital. Udenfor i gården står juletræet og markerer tiden og højtiden – det stedsegrønne træ, som visner – og det er dig og mig og lige nu og for evigt. 

___

Tekst: Knud Romer

Foto: KØBENHAVNS MUSEUMS BILLEDARKIV

GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR

Lassen Ricard 2011

Hvert år i december står der ved indgangen til Lassen Ricards domicil i Amaliegade et juletræ, hjembragt fra en af advokathusets jyske klienter, godset Mattrup, hvis ældste fløj stammer helt tilbage fra 1300-tallet. Godset har været i slægten Westenholz’ eje siden 1853, da den københavnske storkøbmand Regnar Westenholz i en alder af 38 valgte at slå sig ned som godsejer nær Horsens.

Mattrup er i vore dage kendt også uden for landets grænser i kraft af det 20. århundredes verdensberømte danske forfatter, Karen Blixen, hvis mor Ingeborg var født på Mattrup. Efter faren Wilhelm Dinesens alt for tidlige død blev livet på Rungstedlund præget af den mødrene familie og dens solide moralske værdier. Mattrup kom i forfatterens univers ikke bare til at repræsentere dem, hun som barn havde elsket, men også det, hun som voksen for alt i verden ikke ville være: et borgerligt, stræbsomt menneske.

Ikke desto mindre var det medlemmer af familien Westenholz, der som hovedaktionærer i Karen Coffee Limited gennem atten år finansierede forfatterens livsdrøm langt fra Danmark, i form af en kaffefarm uden for Nairobi, mellem engelske aristokrater og indfødte.

Farmen selv havde forfatterens daværende mand, baron Bror Blixen, købt for sin svigerfamilies slægtsarv i 1913 på et sted og i en højde, der skulle vise sig komplet uegnet til rentabel kaffedyrkning – en mulighed, som allerede inden købet var forudsagt af morbroren og den senere bestyrelsesformand Aage Westenholz, der selv var kendt med plantagedrift fra United Plantations i Siam.

Det var det menneskelige format hos Aage Westenholz og hans søster, som tillod den oprørske blixenske ånd at fuldføre sit løb, uanset omkostningerne og det svindende håb om at få dem vendt til indtægt undervejs. Ved enden af historien stod – tre år efter farmens konkurs og tvangsauktionen i 1931 – en genuint engelsksproget forfatter af kunstnerisk enestående klasse og med en livshorisont, der havde været utænkelig uden de atten dyre læreår i Britisk Østafrika. Det er nok værd at tænde et juletræ for.

___

Tekst: Poul Behrendt, lektor, mag.art., Københavns Universitet

Foto: Ted Fahn

GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR

Lassen Ricards domicil er ikke bare en barokbygning. Den er også en personlig markering af kongelig arkitekt Lauritz de Thurah (1706- 1759). Med til historien om Thurah hører nemlig fortællingen om det indædte fjendskab med arkitekten Nicolai Eigtved (1701-1754). Thurah havde i 1730-40’erne udfoldet sig i den tyskinspirerede senbarok, der prægede tidens kongelige byggeprojekter. Men da en ny konge kom på tronen i 1746, blev Thurah fortrængt af Eigtved, hvis franske rokokostil faldt bedre i de nye magthaveres smag – en stil, der var fremmed for Thurah. Eigtved fik den prestigefyldte opgave at udfærdige Frederiksstaden; den nye bydel, der skulle kaste glans over den enevældige monark. Imens måtte Thurah tage til takke med at stå for reparationer og ombygninger af de kongelige lystslotte i provinsen. Ude i kulden, langt væk fra hoffet i København. Det var en regulær degradering, og Thurahs forbitrelse var betydelig. Rivaliseringen mellem de to hofarkitekter blev til et kunstnerisk og personligt fjendskab. Eigtved døde imidlertid midt i arbejdet med opførelsen af Frederiks Hospital i Frederiksstaden, og Thurah blev kaldt tilbage til København for at færdiggøre hospitalet. Man fristes til at se Thurahs hævn i de ændringer, han foretog på Eigtveds bygning (nu Kunstindustrimuseet), og ikke mindst hans opførelse af fire pavilloner mod Bredgade og Amaliegade (hvoraf det ene i dag er Lassen Ricards domicil).

Puritanere vil nok mene, at Thurahs store pavilloner nærmest maser Eigtveds spinkle hovedbygning tilbage. Men man kan også vælge at fremhæve, hvordan Thurah tilføjer – hvilket han også selv roste sig af – en storhed til byggeriet, der gav hospitalet udseende af et fyrsteligt slot. Også syge stakler har godt af pragt. Thurahs solide barok spiller op mod Eigtveds lette og velordnede rokokovision. Intet er fuldendt i sig selv. De to fjenders værker både strides og smelter sammen. To mestre i ligeværdig modsætning. Og sådan er livet jo; fyldt af frydefulde modsætninger.

___

Tekst: Ulrik Langen (ph.d.), historiker og forfatter

Foto: Jens Markus Lindhe

GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR

Billedet af Lassen Ricards domicil stammer fra dramaserien “Harry & Charles”, der udsendes af NRK i norsk tv i julen 2009 og samtidig kan ses via kabel-tv i Danmark.

Serien handler om, hvordan den danske prins Carl og hans hustru prinsesse Maud blev Norges første kongepar siden middelalderen.

Danmark måtte efter 400 år afstå Norge til Sverige i 1814 efter at have været på den tabende side i Napoleonskrigene. Norge og Sverige indgik en union med fælles konge.

Den 7. juni 1905 vedtog det norske Storting at opløse unionen, og den svenske kong Oscar II måtte gå af som også norsk konge. Da den norske trone således var ledig, henvendte Stortinget sig til den 33-årige prins Carl, der var næstældste søn af den danske kronprins. Man så en fordel i at få en konge, der var skandinav, kunne føre sine aner tilbage til middelalderens norske konger og forstod norsk sprog og kultur. Det var en yderligere fordel, at han allerede havde en arving, den 2-årige Alexander.

Prins Carl betingede sig, at spørgsmålet blev afgjort ved en norsk folkeafstemning, og da afstemningen viste, at der var et overvældende flertal for monarki, sagde han ja.

Prins Carl tog navnet Haakon efter middelalderens norske konger og gav sin søn navnet Olav. Den 22. juni 1906 blev kong Haakon VII og dronning Maud kronet i Trondheim, og Prins Carl blev dermed konge før både sin far (den senere kong Frederik VIII) og sin ældre bror (den senere kong Christian X) i Danmark. Dronning Maud døde i 1938 og kong Haakon VII i 1957.

___

Foto: Lars Vestergaard

GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR

Gitteret foran Lassen Ricards domicil - tidligere Frederiks Hospital - har H.C. Andersen beskrevet i LYKKENS KALOSKER:

Et Hoved-Moment

Enhver Kjøbenhavner ved nu, hvorledes Indgangen til Frederiks Hospital i Kjøbenhavn seer ud, men da rimeligviis ogsaa nogle Ikke-Kjøbenhavnere læse denne Historie, maae vi give en kort Beskrivelse. Hospitalet er skilt fra Gaden ved et temmeligt høit Gitter, i hvilket de tykke Jernstænger staae saa vidt fra hinanden, at der fortælles, at meget tynde Candidater skulle have klemt sig igjennem og saaledes gjort deres smaa Visiter ude. Den Deel af Legemet, der faldt vanskeligst at practisere ud, blev Hovedet; her, som tidt i Verden, vare altsaa de smaa Hoveder de lykkeligste.

___

Tegning: Vilhelm Pedersen 1894

Copyright H.C. Andersens Hus / Odense Bys Museer

Forsidefoto: Jens Markus Lindhe

GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR

Julekortet viser et motiv fra en af søjlerne ved indgangen til Lassen Ricard domicil, der oprindelig var en del af Frederiks Hospital fra 1757. Her døde den verdenskendte danske filosof og teolog Søren Kierkegaard den 11. november 1855.

Mynster og Kierkegaard på

Frederiks Hospital

I sit lille, markante skrift Til Erindring om Johann Georg Hamann og Søren Aabye Kierkegaard fra 1856 giver teologen og politikeren Chr. P. Zahle denne levende beskrivelse af Kierkegaards skikkelse:

"K. var nærved at ligne en Caricatur. Under den lavpullede, bredskyggede Hat saae man det store Hoved med det stærke stortebrune Haar, de blaae udtryksfulde Øine til en guulbleg Ansigtsfarve og indfaldne Kinder, med mange dybe Rynker ned ad Kinderne omkring en Mund, der talede, om den end taug. Hovedet bar han jævnlig lidt til den ene Side. Ryggen var en Smule krum. Under Armen havde han Stokken eller Parapluien. Den brune Frakke var tæt og stramt knappet om det spinkle Legeme. De svage Been syntes kun usikkert at bære deres Byrde; men længe holdt de dog ud at bære ham fra Studerekamret ud i den frie Luft, hvor han tog sit 'Menneskebad'."

I efteråret 1855 svigtede de svage ben og magtede ikke længere at bære Kierkegaards klejne krop ud på de daglige spadsereture i Københavns gader og på voldene. Den 2. oktober tilkaldte han sin læge Ditlev A. v. Nutzhorn, som lod ham indlægge på Frederiks Hospital. Nutzhorn fungerede både som praktiserende læge med privat konsultation på Skt. Annæ Plads 1-3 og som læge for Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn.

At det var Nutzhorn, der blev tilkaldt, lå ligefor. Han havde tilset Kierkegaards mor og senere hans far under deres dødsleje i henholdsvis 1834 og 1838. Og han stod i et venskabeligt forhold til Kierkegaard, som hyppigt havde aflagt visit i lægehjemmet. I Georg Brandes' miniaturebiografi fra 1867 om sønnen Frederik Nutzhorn, dr.phil. i klassisk filologi, fortælles det: "hvorledes han, som Lille, for S. Kierkegaard, der jevnlig besøgte Faderen, hans Læge, den ene Dag efter den anden maatte oplæse Andersens 'standhaftige Tinsoldat', somme Tider et Par Gange i Træk."

Det Kgl. Frederiks Hospital, grundlagt i 1757, lå mellem Norgesgade — det nuværende Bredgade — og Amaliegade, og huser i dag Det Danske Kunstindustrimuseum og Den Danske Sø- og Handelsret samt Lassen Ricards domicil.

Her blev dr.phil Søren Aabye Kierkegaard indlagt som betalende patient på enestue på medicinsk afdeling A under overmedicus Seligmann Meyer Trier. Det kan man læse ud af Frederiks Hospitals Patient Protokol 1 April 1855 til 31 Marts 1856 og af Medicinske journaler. Triers Afdeling. November 1855, begge bevaret på Rigsarkivet.

I journalens øverste venstre hjørne er skrevet "MG" og i dens øverste højre "8." Mens tallet refererer til værelsesnummer 8, står mærket "MG" for "Mynsters Gang", navnet på gangen med eneværelser på 1. sal i den nordre pavilion, i dag facadehuset ud mod Bredgade til venstre for museets hovedindgang.

Her var der tretten eneværelser, ganske store, 5 m lange, 3 1/2 m brede, og særdeles komfortabelt indrettet med: "Forstats-Vinduer samt tildeels dobbelte Døre eller Tæpper, et fuldstændigt Meublement af Seng, Servietter, Klædeskab, Spejl, 4 Stole, 2 Borde, Hjørneskab, hvori Fajance Thee- og Spisestel, Sølvskeer o. s. v." For denne komfort måtte man betale 9 rigsdaler og 2 mark om ugen. Det oplyser tidligere overmedicus 0. L. Bang i sit jubilæumsskrift om hospitalet i 1857.

Den kamp, Kierkegaard med stadig større heftighed førte mod den officielle kirke fra december 1854 til september 1855, indledte han med et opsigtsvækkende anslag mod den da afdøde biskop J. P. Mynster, udtrykt i en artikel i det førende liberale dagblad Fædrelandet. Så hvis det var den Mynster, der havde lagt navn til gangen, hvor Kierkegaard blev indlagt og senere døde, ville det være udtryk for skæbnens bitre ironi. Om det er tilfældet, er dog ikke så ligetil at afgøre. For faktisk er der tre mænd, der kan komme på tale. Dels Christian Gudzon Peter Mynster (1741-77), dels hans to sønner, Ole Hieronymus Mynster (1772-1818) og Jacob Peter Mynster (1775-1854).

Chr. G. P. Mynster, der var jurist af uddannelse, beklædte det højt betroede embede som hospitalets inspektør fra 1771 til sin død og boede sammen med sin familie på mezzaninen i den nordre pavillon ud mod Amaliegade, i Lassen Ricards nuværende domicil. Efter hans død giftede hans enke sig med enkemand Frederik Ludvig Bang, overmedicus ved Frederiks Hospital fra 1775 til 1800, derefter professor i medicin ved Københavns Universitet. Som fru Bang kunne enkefru Münster nu, sammen med sine to sønner, flytte over i den nordre pavillon ud mod Norgesgade, hvor den medicinske overlæge havde sin embedsbolig.  

Hieronymus Mynster blev cand.med. i 1796 og året efter dr.med. I 1800 blev han udnævnt til reservemedicus og kun to år senere til overmedicus, ligeledes ved Frederiks Hospital. Fra 1805 fungerede han tillige som ekstraordinær og fra 1817 som ordinær professor i medicin ved Københavns Universitet.

J. P. Mynster blev cand.theol. i 1794 og dr.theol. i 1815. I 1801 tiltrådte han embedet som sognepræst i Spjellerup på Sjælland, og i 1811 kunne han endelig vende tilbage til hovedstaden som første residerende kapellan ved Vor Frue Kirke, fra 1826 tillige som hofprædikant, indtil kongen i 1828 udpegede ham til kgl. Konfessionarius samt hof- og slotspræst ved Christiansborg Slotskirke. I 1834 blev han udnævnt til biskop over Sjællands stift. En af rigets mægtigste og mest indflydelsesrige mænd, en kirkelig landsfader, beundret og frygtet.

Længe inden Søren Kierkegaard lod sig indlægge på Frederiks Hospital, var rummene på 1. sal over den medicinske overlæges bolig i den nordre Bredgade-pavilion blevet omdannet til officiantværelser, enestuer for betalende patienter. Dog disponerede overmedicus over to af dem. Her må brødrene Mynster som unge have haft det ene som fællesværelse, for i sine memoirer, Meddelelser om mit Levnet, posthumt udgivet i 1854, skriver J. P. Mynster:

"jeg har forhen bemærket, at, saa bundne og tvungne vi i flere Henseender vare, saa meget vare vi igien i andre Timer og Tider overladte til os selv. Hertil bidrog Meget, at vort Værelse var, som det kaldes, ovenpaa, adskilt fra Familiens daglige Værelser. Det var et af numererede Værelser, som ellers brugtes til Patienter, der ikke vilde ligge paa fælles Stue, men det var ikke, som Steffens siger, Nummer 8; dette beboede min Broder senere, men det Værelse, hvor Steffens kom sammen med os, var Nummer 5."

Kort forinden fortæller j. P. Mynster om sin ældre bror: "Det er, tildeels maaskee af den endnu ikke ganske uddøde Omtale, men i det mindste af Oehlenschlägers og Steffens's Autobiographier, bekiendt, hvilken betydende Plads min Broder dengang indtog i den dannede, fremstræbende Ungdom. [...]  Endog ældre Mænd saa ham gierne iblandt sig, og droge ham gierne frem; over de Unge øvede han en afgiort Overmagt, og samlede dem saaledes om sig, at der neppe var Nogen blandt hans Samtidige, som paa een eller anden Maade udmærkede sig, uden at han jo i det mindste til en Tiid var kommen i nærmere Berørelse med ham, og at en stor Deel af dem ret egentlig maatte kaldes hans Kreds."

I Oehlenschlägers Erindringer, posthumt udgivet i fire bind 1850-51, omtales Hieronymus Mynster mange gange, især i det første bind. Og Adam Oehlenschläger lægger ikke skjul på, at han har været under betydelig indflydelse af Mynster. Fx oplyser han, at det var Hieronymus Mynster, der introducerede ham til Steffens. Ja, han medgiver ligefrem: "Hieronymus Mynster hørte med Taalmodighed mine Vers, og til Giengæld lod jeg ham korrigere dem; det morede ham, og hans Anmærkninger vare som oftest rigtige". Oehlenschläger betragtede ham som en af sine bedste venner.

Mens Henrich Steffens (1773-1845), senere berømt naturforsker og filosof, studerede naturvidenskab ved Universitetet i København, kom han ofte i hjemmet hos sin morbror F. L. Bang på Frederiks Hospital. Her mødte han de to Mynster-brødre; men det var især Ole Hieronymus han stiftede venskab med og kom under påvirkning af. Det beretter han om i det andet bind af sine erindringer, udgivet på tysk i ti bind 1840-44, løbende oversat til dansk af Fr. Schaldemose under titlen Hvad jeg oplevede. Nedskrevet efter Hukommelsen. "De to Stifsønner beboede en Stue en Trappe høiere. Den hørde oprindelig til en Række af Sygestuer, der vare indrettede til Syge af høiere Klasser; den var betegnet med Nr. 8, og jeg tør paastaae, at dette Nummer ikke spillede en ubetydelig Rolle i den Tids Literatur."

Steffens påstår endda, at betegnelsen nr. 8 længe vil forblive et permanent tegn på en munter og åndelig rig tid for alle, der tog del i den. Og den, der gav dette værelse dets betydning, var Hieronymus Mynster; for her samlede han ikke blot videnskabelige læger fra ind- og udland, men også unge naturforskere, filosoffer og digtere. Han "beherskede os Alle," erindrer Steffens, og tilføjer: "der gives ingen Retning af min Tilværelse, der ikke her blev berørt, vækket og fremmet paa en betydelig Maade". ja, han kan ikke tænke tilbage på tiden uden at blive rørt over, hvor uendelig vigtig Hieronymus Mynster var for ham, hvor nært knyttet han var til ham, og hvor interesseret Mynster, altid opmuntrende, ansporende og iværksættende, fulgte med i alle hans videnskabelige beskæftigelser.

På den baggrund er det næppe overilet at antage, at det langt snarere er overmedicus og professor 0. H. Mynster, end det er biskop J. P. Mynster, der har givet navn til "Mynsters Gang". Til gunst for Hieronymus Mynster taler desuden, at han som reservemedicus boede i nr. 8 på denne gang fra 1800 og to år frem, og at han som overmedicus havde sin embedsbolig i stueetagen fra 1802 til sin tidlige død i 1818.

Når Steffens tillægger værelse 8 og ikke nr. 5 den store betydning i Guldalderens spæde begyndelse, skyldes det måske, at han har besøgt sin ven dér, da han efter flere års ophold og studier i Tyskland vendte tilbage til København for at holde sine berømte forelæsninger over filosofi på Elers Kollegium i Store Kannikestræde fra november 1802 og den følgende vinter. Disse forelæsninger, der introducerede romantikken i Danmark, fik skelsættende betydning for hele den unge generation, der havde flokkedes om Hieronymus Mynster, heriblandt Oehlenschläger, og som blev ledende skikkelser i Den Danske Guldalder.

På "Mynsters Gang" nr. 8 på Frederiks Hospital døde Søren Kierkegaard søndag den 11. november 1855 om aftenen kl. 9 efter seks ugers sygeleje. Søndagen efter, den 18. november kl. 12:30, blev han bisat fra Vor Frue Kirke og jordfæstet på Assistens Kirkegaard under stor bevågenhed, også fra hovedstadens presse. Bortset fra hans ældre bror, sognepræst, senere biskop i Ålborg og kultusminister, P. C. Kierkegaard, der talte ved kisten i kirken, og stiftsprovst E. C. Tryde, som forestod jordpåkastelsen på kirkegården, holdt kirkens mænd sig på lang afstand. Det var der til gengæld mange af københavnerne, der ikke gjorde. Ifølge samtidsberetninger var det store kirkerum overfyldt. Og et mægtigt optog af mennesker, foruden 40 a 50 kareter, fulgte kisten ud til kirkegården.

Men det er en ganske anden historie, om Kierkegaard, og det var ikke den, der skulle fortælles her. Det skulle derimod historien om Mynster og Kierkegaard — som begyndelsen og afslutningen på Den Danske Guldalder. Og den historie har fortalt:

På ét og samme sted, på Frederiks Hospital, på "Mynsters Gang", i den nordre Bredgadepavillon, modsvarende Lassen Ricards domicil i den nordre Amaliegadepavillon, dér spirede hin gyldne tid i dansk kultur- og åndsliv frem i sin gryende vorden, i værelserne nr. 5 og 8, gødet af Ole Hieronymus Mynster, i tiden omkring 1800, og dér ebbede den ud, på enestue nr. 8, ved Søren Kierkegaards død, i november 1855.

___

Tekst: Niels Jørgen Cappelørn. Niels Jørgen Cappelørn er direktør for Søren Kierkegaard Forskningscenteret ved Københavns Universitet. Kierkegaard Centeret har til formål dels at fremme national og international Kierkegaardforskning, herunder uddannelse af unge forskere, dels at etablere og publicere en tekstkritisk, kommenteret udgave af alt, hvad Kierkegaard har skrevet, under titlen Søren Kierkegaards Skrifter, i 55 bind. Af dem er de 33 udkommet på Gads Forlag.

Foto: Jens Markus Lindhe

Glædelig jul og godt nytår

Julekortet med Lassen Ricards domicil som kulisse viser en scene fra TV-serien "Unge Andersen". TV-serien, der vandt en Emmy i efteråret 2005, er produceret i anledning af H.C. Andersens 200 års fødselsdag den 2. april 2005.

 

Hun skyndte sig over Gaden, idet to Vogne foer saa grueligt stærkt forbi...

— den rigtige historie om ”Den lille Pige med Svovlstikkerne

 

Det skulle være ganske vist: De ca. 200 millioner kinesiske skolebørn på folkeskoleniveau læser alle på et eller andet tidspunkt noget af H.C. Andersen som led i undervisningen. Det siges, at det var den store rorgænger, formand Mao, der påbød læsning af et eller flere Andersen-eventyr, og det er i hvert fald helt uden for diskussion, at kineserne over en bred bank kender i det mindste ”Den lille Pige med Svovlstikkerne”, i nogle tilfælde også et par stykker til af Andersens historier. Og hvorfor så lige netop ”Den lille Pige med Svovlstikkerne”? Fordi Mao, hvis det nu var ham, åbenbart fandt, at denne historie var velegnet til at demonstrere elendigheden i det vestlige, kapitalistiske system. Men man skal nu lede godt efter kritik af ”kapitalismen” i Andersens historie, for den var knap nok til at få øje på i Danmark på det tidspunkt, hvor historien blev til. Den er skrevet 1845, midt i det tiår, der skulle blive det sidste i enevældens næsten 200 år lange historie hertillands.

Historien – for et eventyr er det jo bestemt ikke – har i sin tid fungeret som en social øjenåbner, helt på linie med den effekt, som f.eks. Charles Dickens’ roman, Oliver Twist (1838) havde. Og sjovt nok, de professionelle læsere rynker foragteligt på næsen ad såvel Dickens’ roman som Andersens historie, som de finder ulideligt sentimentale. Som man kan læse det på en website om Oliver Twist: Det var bedre for Dickens, om han slet ikke havde skrevet den roman. Et lidt pudsigt synspunkt, da det drejer sig om hans mest berømte roman, filmatiseret adskillige gange, lavet til musical osv. Tilsvarende med Andersens historie, som er lige så berømt og også filmatiseret (bl.a. som tegnefilm) mange gange. Men sådan er det jo: At en tekst er berømt og vidt udbredt, garanterer bestemt ikke for, at den også bliver regnet for noget af dem, der siges at have forstand på de dele. 

Her i Danmark er ”Den lille Pige med Svovlstikkerne” ofte blevet brugt i forbindelse med julen, og det selv om det slet ikke er en julehistorie. Den foregår nytårsaften og slutter nytårsmorgen. Historien indledes med ordene:

Det var saa grueligt koldt; det sneede og det begyndte at blive mørk Aften; det var ogsaa den sidste Aften i Aaret, Nytaarsaften.

Og den slutter sådan her:

Men i Krogen ved Huset sad i den kolde Morgenstund den lille Pige med røde Kinder, med Smil om Munden – død, frosset ihjel den sidste Aften i det gamle Aar, Nytaarsmorgen gik op over det lille Liig, der sad med Svovlstikkerne, hvoraf et Knippe var næsten brændt. Hun har villet varme sig! sagde man; Ingen vidste, hvad smukt hun havde seet, i hvilken Glands hun med gamle Mormoer var gaaet ind til Nytaars Glæde!

Forud for denne slutning med den lille piges død er der gået en serie lysende visioner, fremkaldt af det lys og den smule varme, hun skaffer sig ved at stryge nogle af de tændstikker, som hun ikke fik solgt. En serie af ønskedrømme, kunne man nøgternt sige. Og blandt dem er der visionen af et stort juletræ med tusinder af lys på grenene. Men uanset juletræ, så er det altså en nytårshistorie, og det er helt afgørende for historiens ”mening”. Hvis man tager fejl af det, bliver man let lige så afsporet i sin forståelse af historien, som en amerikansk tegnefilmsudgave er det, hvor den lille pige kommer op at lege med englebasserne og vælter sig i dynger af julegaver. Men nu, hvor vi allerede er fremme ved slutningen af historien, skulle vi måske hellere begynde helt forfra og høre, hvordan den overhovedet blev til. For det er også en historie i sig selv.

D. 31. oktober 1845 forlod H.C. Andersen København for at tage ud på en Europarejse, der kom til at vare næsten et år, idet han først var tilbage i København d. 14. oktober 1846. Turen gik til Tyskland, Østrig, Italien, Frankrig, Schweiz og igen via Tyskland hjem. På udrejsen var han i 10 dage – fra d. 12. til d. 22. november –  gæst hos hertugparret af Augustenborg på deres jagtslot, Gråsten eller Gravensteen, som det dengang hed. Mens han var her, fik han en dag, tirsdag d. 18., brev fra en xylograf Flinch i København. Flinch, der i 1840 havde oprettet sit eget ”xylografiske institut”, udgav fra og med 1842 en illustreret Almanak eller Huuskalender, som han fik forskellige kunstnere (og ikke-kunstnere) til at levere illustrationer til. Nu sendte han så Andersen tre illustrationer fra almanakken, brugt tidligere i en anden sammenhæng, og spurgte ham, om han ikke kunne tænke sig at skrive en historie til en af disse illustrationer. En af dem forestillede en lille, fattigt klædt pige, tilsyneladende med bare fødder, stående halvt bortvendt fra tilskueren, med en pose i den ene hånd og et bundt svovlstikker (tændstikker) rakt frem i den anden hånd. Altså en tiggerpige. Dengang var det forbudt at tigge, men så kunne man jo pro forma sælge f.eks. svovlstikker og dække sig ind under det. 

Billedet, som havde maleren J.Th. Lundbye som ophavsmand, havde været brugt tidligere i forbindelse med en artikel, der advarede det bedre borgerskab mod at give noget til tiggerbørn. ”Gjør vel, naar du giver!” var titlen på dette stykke, hvis pointe var, at man kun gjorde ondt værre ved at lade sig blødgøre til at give noget til de her tiggerbørn. Man skulle tværtimod lukke øjne og ører og frem for alt pengepungen for dem, for så ville deres dovne forældre blive tvunget til at arbejde og til at lade deres børn komme i skole og lære noget i stedet for at lade dem rende rundt og tigge, hvad der kun var til deres eget fordærv. I stedet for at blive ”brave og dygtige Folk” vokser de nu ”ved din forkeerte Medlidenhed op i Dovenskab, Uvidenhed og Synd!”

Det er, ligesom om man har hørt den melodi helt op i vor egen tid! Nu ved vi ikke, om Andersen også har kendt denne ”moralske” advarsel, eller om han kun har set de tilsendte billeder. Men han slog øjeblikkeligt ned på Lundbyes billede af pigen med svovlstikkerne og skrev samme dag, som han havde fået brevet, sin historie om en lille tiggerpige og hendes skæbne. Måske som en protest mod tidens hårdhjertethed i sociale spørgsmål, måske fordi billedet fik ham til at tænke på noget, hans mor havde fortalt ham engang.

Vi har det ikke fra Andersen selv, men det er en historie, som hans yngre ven, Nicolai Bøgh, har refereret i en bog fra 1905.  Så – ganske vist er det ikke, men historien går ud på, at Andersens mor som barn blev jaget ud at tigge. Hun havde da siddet og grædt under en bro over Odense Å, og da hun var kommet tomhændet hjem, var hun blevet skældt ud af sin mor for at være en doven tøs. Uanset hvad der har fået Andersen til at vælge lige netop det billede af tiggerpigen med svovlstikkerne, så går det rask med at skrive historien, som han allerede dagen efter, d. 19., kan renskrive og sende af pr. brev. Og for dem, der mener, at Andersen i sin  sociale opstigning helst ville fortrænge sin egen oprindelse, kan det være meget godt at huske på, at lige netop ”Den lille Pige med Svovlstikkerne” er skrevet, mens han opholdt sig på slottet Gråsten!

Henne i en Krog mellem to Huse, det ene gik lidt mere frem i Gaden end det andet, der satte hun sig og krøb sammen; de smaa Been havde hun trukket op under sig, men hun frøs endnu mere og hjem turde hun ikke gaae, hun havde jo ingen Svovlstikker solgt, ikke faaet en eneste Skilling, hendes Fader vilde slaae hende og koldt var der ogsaa hjemme, de havde kun Taget lige over dem og der peeb Vinden ind, skjøndt der var stoppet Straa og Klude i de største Sprækker. Hendes smaa Hænder vare næsten ganske døde af Kulde.

Hvis nogen skulle have ondt af ”sentimentaliteten” i Andersens historie, så skal man da lige tænke over, hvad den gør godt for. Andersen gør sig langt hen til ét med den lille pige og lader dermed læserne, som dengang nok ellers kunne være tilbøjelige til at følge det menneskekærlige råd om at lukke øjne og ører og  ikke  give noget til tiggerbørn,  opleve en sådan skæbne indefra og få medfølelse.  Lad det så bare være ”sentimentalitet”, hvad han og Dickens præsterede på det felt, men der var altså nogle hårde hjerter, der skulle blødgøres, før en forståelse kunne indfinde sig. Men det ejendommelige ved Andersens historie er, at den nok har et socialt udgangspunkt og en pointe, der er forbundet med det, men den rummer også noget andet og mere, noget, der griber dybt ned i Andersens eget livssyn.

Der er et ”udenfor” i historien. Dér er der mørke og kulde og sult. Og så er der som kontrast til det et lys, der gradvis bliver stærkere og stærkere, det lys, der kommer af, at pigen stryger den ene svovlstik efter den anden. Lyset fra svovlstikkerne er i stand til at bryde gennem den kolde, hårde mur, hun læner sig op ad, og som lukker hende ude fra alt det livgivende. Og til sidst bliver lyset altomfattende, det ses som et stort juletræ med tusinder af lys, der sænker sig ned over hende. Da juletræet slukkes, falder der en stjerne ned over himlen.

Et stjerneskud – det er jo noget med ønskeopfyldelse, ved vi, men her får det også en anden betydning. Pigen har lært af sin mormor, at det er et tegn på, at nu er der en, der dør. Det er hendes egen død, der varsles, men varsles i og med et stjerneskud, et tegn fra himlen, der også er en opfyldelse. Død og tilintetgørelse, opfyldelse og klimaks i ét! Og da hun så stryger den næste svovlstik, er mormoren der. Det mærkelige er så, at pigen godt ved, det er en illusion, og at billedet af hende er borte igen, så snart svovlstikkerne er slukket. Men alligevel beder hun hende om at tage hende med sig! Det er det afgørende sted i historien: Visionen er stærkere end virkeligheden, lyset er stærkere end mørket. Og den lille piges død i mørke, kulde, sult og elendighed er et maksimum af lys, intensitet, nærvær og opfyldelse. Nytårsnat afløses af nytårsmorgen, noget er afsluttet, og noget skal først til at blive til nu.

Det er noget, vi kan finde igen utroligt mange steder hos H.C. Andersen, denne paradoksale sammenkædning af undergang og tilblivelse, mørke og lys, død og fødsel. Vi behøver blot at tænke på et af hans allertidligste – og samtidig et af hans allerkendteste – digte, ”Det døende Barn”, skrevet 1826, da han endnu gik i skole i Helsingør.

Udenfor er der mørke, vinterstormen raser, og moderen græder, fordi barnet ligger for døden. Men set indefra er der et stigende lys frem mod det øjeblik, hvor englen kysser barnet, dvs. hvor det dør. Denne død er et maksimum af lys og løftelse! Og sådan går det igen ned gennem Andersens forfatterskab. Et andet ungdomsdigt, ”Døds-Øieblikket” (1829), rummer det samme. Hans lyrisk-musikalske julefortælling ”Det gamle Egetræes sidste Drøm” (1858) og slutningen af ”En Historie fra Klitterne” (1859) har det. Kort sagt, det, der virkelig brænder på for Andersen i ”Den lille Pige med Svovlstikkerne”, er noget helt andet end det, som (antagelig) fik formand Mao til at gøre den til obligatorisk læsning i de kinesiske skoler. Og også noget helt andet end det, der får en del moderne læsere til at rynke på næsen ad historien. Det var et mystisk-paradoksalt syn på livets fortsættelse ind i og efter døden, som også ligger bag de verslinier, der står citeret på H.C. Andersens gravsten på Assistens Kirkegård i København:

Den Sjæl, Gud i sit Billede har skabt,

Er uforkrænkelig, kan ei gaa tabt.

Vort Jordliv her er Evighedens Frø,

Vort Legem døer, men Sjælen kan ei døe!

_____

Tekst: Johan de Mylius. Johan de Mylius, f. 1944, docent, dr.phil. og siden 1988 leder af H.C. Andersen-Centret ved Syddansk Universitet i Odense. Johan de Mylius har skrevet talrige bøger og artikler inden for området dansk litteraturhistorie (men har også skrevet en bog om den norske romanforfatter Sigurd Hoel), derunder f.eks. Thomas Kingo, 1700-tallets litteraturhistorie, Johannes Ewald, Søren Kierkegaard, Vilhelm Topsøe, Henrik Pontoppidan og Karen Blixen. Hovedvægten i hans forskning ligger dog på H.C. Andersen. Han har fået udgivet bøger i Tyskland og Kina og artikler på mange sprog. Blandt hans seneste bøger er Forvandlingens pris. H.C. Andersen og hans eventyr (2004, ny udgave 2005) og HCA. Et livs digtning (2005, en 860 sider stor antologi med moderne retskrivning og ledsagende indledninger).



 

Foto: Erik Aavatsmark

Glædelig Jul og Godt Nytår